Nyhedsbrev – 15. oktober 2020

      Ingen kommentarer til Nyhedsbrev – 15. oktober 2020

Hej alle medlemmer i KRK

Vi håber, at I har det godt. Vejret er skiftet til efterår og det er tid til varme jakker og skridttæpper. Vi har en række nyheder og opdateringer vi gerne vil dele med jer. Se også gerne referater af bestyrelsesmøder på hjemmesiden.

Stævne den kommende weekend
Der afholdes dressurstævne i den kommende weekend. Vi glæder os meget til nogle festlige dage med god ridning og efterårshygge. Vi siger tusind tak til Stævneudvalget for den store indsats med at stable alt på benene. Ridehusene er lukket under stævnet fra fredag aften. Medlemstilfredshedsundersøgelse
Som tidligere nævnt, lancerer vi snarest en medlemstilfredshedsundersøgelse. Du modtager en separat mail med link til undersøgelsen – den er lige på trapperne.

Udendørsbanerne
Udendørsbanerne er desværre meget våde for tiden, hvilket gør, at de ikke bør harves. Vi er ærgerlige over, at udendørsfaciliteterne ikke er til at attraktive efter meget regnvejr, og vi er bevidste om, at dette på ingen måde er optimalt. Vi arbejder på en løsning, for at forbedre klubbens udendørsfaciliteter. Mere om dette følger.

Udendørslys
Vi har fået en del henvendelser omkring lyset på ridebanerne, omkring ridehuset og ved rotunden. Tusind tak for, at I er så gode til at gøre os opmærksomme på, når der er noget, som ikke fungerer. Lyset på den store bane og omkring ridehuset bør virke nu, så lad os meget gerne vide, hvis I fortsat oplever problemer. Lyset på rotunden og den gamle bane er ved at blive lavet.

Springunderviser
Vi har desværre modtaget en opsigelse fra Ann Langgaard, der pga. en skade ikke kan undervise i KRK mere. Vi i bestyrelsen samt Undervisnings- og aktivitetsudvalget arbejder på at finde en anden kvalificeret underviser til at undervise i spring om tirsdagen. Hvis du har nogle spørgsmål eller input i den forbindelse er du velkommen til at skrive til os på undervisning@kongelunden.com.

Pølsevogn
Du tænker måske: Hvad søren laver en pølsevogn i et nyhedsbrev for en rideklub? Men den er god nok – vi har fået en pølsevogn af Restaurant SAS Klubben, der gør det lettere for os at overholde corona-restriktioner og stadig sælge mad/drikke til bl.a. stævner. Tusind tak til Restaurant SAS Klubben og til Theis Dixen, der har hentet den for os.

Det var alt for nu – fortsæt endelig med at give feedback og forslag til bestyrelsen@kongelunden.com.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen